Anerkendelde relationer

Axel Honneth og de tre sfærer (1. teori)
Den tyske socialfilosof Axel Honneth ser anerkendelse som en grundlæggende betingelse for menneskets identitetsdannelse. Han inddeler anerkendelse, og forståelse heraf, i tre sfærer; Den private sfære, Den retslige sfære og Den solidariske sfære.

I den private sfære oplever man anerkendelse fra familie, venner, kærester og andre der er tæt på en. Her ligger kærlighed og tillid til grund for anerkendelsen af individet og det er også i denne sfære at man opbygger selvtillid og selvstændighed. Hvis man ikke oplever anerkendelse og kærlighed i privatsfæren bliver man underkendt. Det kunne eksempelvis være hvis man blev omsorgssvigtet, mishandlet eller lignende. Det påvirker individets udvikling af selvtillid i en negativ retning og det er det Honneth kalder for den psykiske død.

I den retslige sfære handler det om anerkendelse gennem loven. Altså om man oplever anerkendelse gennem de rettigheder som er gældende ifølge loven. I denne sfære bliver en selvrespekt opbygget. Grupper i samfundet som bliver krænket i den retslige sfære, er eks. demente som bliver frataget deres bemyndigelse, hjemløse som ikke må stemme, asylansøgere, transkønnede og mange flere. Når et individ bliver udelukket fra basale rettigheder, mister det kognitiv respekt og det kalder Honneth for den sociale død.
I den solidariske sfære snakker Honneth om anerkendelse i fællesskaber. Det kan for eksempel være kulturelle, politiske eller arbejdsmæssige fællesskaber. I de fællesskaber handler det om anerkendelse af individets tilstedeværelse og bidrag til fællesskabet og gennem det vil man opbygge sit selvværd. Krænkelse og underkendelse i den solidariske sfære kan opstå i kamp om sociale positioner hvor individet kan blive udsat for eksklusion eller blive degraderet i det sociale fællesskaber. Det kan føre til at individet mister sit selvværd og man blive marginaliseret, som er det begreb Honneth bruger.

Voksnes definitionsmagt i deres relation med børn - Berit Baes Teori med udgangspunkt i Anne Lise Schibbyes dialektiske relationsteori (2. teori)

I artiklen “Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”, som er skrevet af Berit Bae, tager udgangspunkt i relationer i børnehave og skole, mellem voksen og børn. Artiklen kommer meget ind på børns selvoplevelse og selvudvikling som påvirker barnet i forhold til erfaringer fra samspillet. Berit Bae mener at anerkendende relationer bygger på ligeværd og forudsætter, at man opfatter sig selv om mindre værd i relationen. Dog er den voksen i forhold til barnet i en overlegen position, når det drejer sig om oplevelsen af sig selv, hvorimod at den voksne hjælper barnet til at skabe sig selv.
Berit Bae mener at man kan fremme barnet selvstændighed og tro på sig selv, ved at den voksne kan sætte ord på barnets oplevelser og handlinger. Dog mener hun også at i nogle gange, det kan nedsætte barnets selvrespekt. Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke bruger sin position som voksen til at misbruge det i forhold til relationen.

Man skal som pædagog prøve og forstå hvor man skal begribe barnet, i forhold til hvor barnet befinder sig rent oplevelsesmæssigt. Hvis eller når man har opnået dette, skal pædagogen give barnet bekræftelse, dog skal man ikke sammenligne det med ros, man kunne i stedet give barnet accept eller forståelse som skal formidles nonverbalt. Som pædagog skal man også være åben og lade barnet slippe kontrollen både i samtale og leg i en anerkendende relation.  

Hvordan kan man forstå de to teorier sammen? (ligheder/forskelle)
De to teorier er begge enige om at anerkendelse er en nødvendighed forudsætning for barnets udvikling. Desuden trækker begge teorier også på at der skal være ligeværd mellem parterne. Begge teorier er også enige om at mennesker er afhængige af hinanden for at opnå anerkendelse.  Men forskellen ligger i at Honneth går lidt mere firkantet til værks og beskriver anerkendelse ud fra de tre sfærer hvorimod Bae og dermed Schibbye ser det hele som en stor værdi der er det samme i alle situationer.

Anerkendelse generelt i praksis? Hvor i ligger den pædagogiske udfordring, når der arbejdes med anerkendelse? (Den pædagogiske udfordring)

Den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – selvfølgelig anerkendende relationer. Og når vi indgår i disse relationer, er der fem elementer, der skal være til stede:

1. Forståelse og indlevelse
2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
3. Bekræftelse
4. Åbenhed
5. Selvrefleksion og afgrænsning

Det betyder ultrakort fortalt, at vi, for at kunne være anerkendende, skal kunne sætte os i den andens sted for en stund. Vi skal kunne skifte perspektiv og opleve, hvorfra den anden taler til os. Og den måde vi taler sammen på og er sammen på, skal altså rumme vores indbyrdes forskelligheder. Vi skal kunne anerkende hinanden og være åbne overfor, at vi kan have to forskellige udgangspunkter og opfattelser. Sidste punkt om selvrefleksion og afgrænsning stiller krav til, at vi selv tager ansvar for os selv (og for at relationen er god og tryg) – og for at vi ”bliver på vores egen banehalvdel”, samt at vi er i stand til at lære af og reflektere over os selv i relationen.

Når det kommer til anerkendelse i pædagogisk praksis kan man opleve forskellige dilemmaer.

Til hver af de 3 sfærer svarer således en række krænkelsesformer, hvor anerkendelsen bliver til nedværdigelse, fornærmelse, ydmygelse, foragt, usynliggørelse, at blive overset o.l., og hvor oplevelsen af den manglende anerkendelse er af både fysisk, psykisk og social karakter.

Til sfæren for kærlighed og familie svarer således krænkelsesformer som tortur, voldtægt, fysisk misbrug, og disse former resulterer alle i en form for manglende fysisk integritet.

Til sfæren for det retslige område ses som krænkelsesform, at man udelukkes fra bestemte rettigheder, og hermed siges det indirekte, at man ikke regner med personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne.

Den solidariske sfære rummer også muligheder for krænkelsesformer. Her handler det om social status, hvor det handler om en evaluativ degradering af den selvvirkeliggørelse, som optimalt skulle kunne finde sted i denne sfære. Det betyder tab af personlig selvværdsættelse og krænkelse.

vi ses.

Kilder:

Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse” af Berit Bae

"Axel Honneth og en teori om anerkendelse" Af Britta Nørgaard

Anerkendelse i et samfundsperspektiv i "pædagogikbogen grundfaglige perspektiver i pædagog uddannelsen" af Noona Elisabeth Jensen