Inklusion

Vi har valgt at, skrive vores blogindlæg omkring inklusion, som er et begreb vi kommer til at bruge i pædagogisk praksis. Vi tager udgangspunkt i teksterne, som vi har læst til undervisning, samt den undervisning vi har fået omkring inklusion. Til undervisning skulle vi læse: “Inklusion - fællesskabets pædagogik” af Jenny Bohr, kapitel 3 i grundbogen “pædagogik”. s. 55-77. Samt se videoen “inklusion” og “inklusion en definition”, på hjemmesiden http://www.alenkaer.dk/inklusion/.

Inklusion handler om at, børn skal udvikle sig og trives i fællesskabet. Når de er belvet inkuderet i fælleskabet, skal man også huske, at de skal være aktiv deltagende, de skal være til stede. Der skal være en anerkendes af, at vi er ligeværdige, og forskelligheder skal ses som muligheder.  
Når man taler om inklusion tales der ikke om at tilgodese de børn der falder uden for mængden. Det handler om at tilpasse fællesskabet så det inkluderer og tilgodeser alle børn.

Rasmus Alenkær har defineret inklusion som en inklusions blomst hvor man har de fire blade som danner rammen for inklusion. Begrebet “Tilstedeværelse” dækker over at man som pædagog skal skabe et miljø hvor alle individer bliver tilgodeset og på baggrund af det kan deltage aktivt i fællesskabet. Desuden er det vigtigt at institutionen skaber en “accepterende og anerkendende” kultur således at både børn og voksne bliver mødt med anerkendelse fra hinanden. “Udviklings-bladet” dækker over et krav om differentierede, lærerige og udvikling rige aktiviteter hvilket sikrer at børnene udvikler sig både socialt og fagligt. “Delagtighed” handler om at man som pædagog skal tydeliggøre aktivitetens gang således børnene hele tiden er klar over hvad der bliver forventet af dem.

Vi har valgt at vise denne case fra bogen for at tydeliggøre hvor vigtigt inklusion er og hvor stor en fejl man kan lave ved at ekskludere et eller flere børn.

Case kopieret fra Gravesen, David Thore (2018):Pædagogik Introduktion til pædagogens grundfaglighed, Hans Reitzel Forlag Kap. 3.3

“I foråret 2014 blev jeg bedt om at komme og observere en lille dreng på bare 1½ år i en vuggestue. Drengen udviste en adfærd, som de voksne omkring ham havde meget svært ved at forstå. Han bed nogle af de andre børn, ofte mange gange i træk, og pædagogerne vidste ikke, hvad de skulle stille op i forhold til ham. Da jeg kom til institutionen, havde jeg først et møde med drengens "stuepædagoger", der fortalte, at de dagligt irettesatte ham, uden at det havde nogen synlig effekt. Da jeg spurgte, hvad pædagogerne mente kom i vejen for drengen, svarede flere af dem, at han var "ondskabsfuld", fordi han gjorde skade på de andre børn. Direkte adspurgt måtte pædagogerne indrømme, at han nok ikke var på et udviklingsniveau (1½ år), hvor han var i stand til at være "ondskabsfuld". Det kræver jo, at man kan gennemskue konsekvenserne af sine handlinger og deres betydning for andre.

Altså var drengen ikke ondskabsfuld, men nok snarere meget frustreret og handlede således i affekt, uden mål og med eller motiver. Men er et barn italesat som "ondskabsfuldt" allerede i en alder af 1½ år, vil voksne møde ham med en forventning om, at han vil gøre noget "ondskabsfuldt", og de voksne vil der ved være medvirkende til, at noget dårligt vil ske. Alene ved de voksnes italesættelse bliver drengen således sat i en meget sårbar position, og hans mulighed for at udvikle et positivt selvbillede er ikke eksisterende.”

En vigtig ting man skal tænke over, når man inkluderer er det sprog man anvender. (Birkelund, 2005). Det er både hvordan pædagogerne taler med hinanden og hvordan man taler til børnene. Vi har som professionelle voksne, retten til at beskrive og italesætte børn, hvilket har indflydelse på børnenes udvikling og liv. Dette ses eks. i casen ovenfor, hvor måden pædagogerne taler omkring drengen med hinanden på og hvordan de taler til drengen på. De skal møde ham på en anden måde, og måske undre sig over, hvorfor han reagere som han gør. Pædagogerne vælger ikke og inkludere ham, derfor vælger drengen og reagerer, som han gør.
Går der en grænse for inklusion? Det synes vi der gør, nå en inklusion begynder at ekskludere, i stedet for at inkludere. En problematik kunne eks. være omkring hvordan man skaber en god og inkluderende kommunikation når man taler med eller om børn. Vi mener at det er vigtigt som pædagog, at sætte sig ind i det enkelte barns situation, så pædagogen ikke er styret af sit forudindtagede syn på situationen. Man kan ikke være inkluderende uden at have forståelse for den anden part.

Man kan også diskutere om inklusion altid er muligt? Hvilket vi mener det er, dog i forskellige omfang. Man skal se på det enkelte barn, man står over for, og hvad det barn har brug for, i den situation man står i. Alle børn er forskellige, derfor er det vigtigt man inkludere dem, og ser deres forskelligheder som muligheder.

Det her er en lille del, af det begrebet af inklusion, som selvfølgelig rummer meget mere, end hvad et blogindlæg kan rumme. Vi har valgt den inkluderende kommunikation og grænser for inklusion, da det er en stor del af inklusion, og det første møde med inklusion.