Udviklings psykologi

Udviklings psykologi

Børnepsykiateren Daniel Sterns udviklingsteori har ikke stadier, som de traditionelle teorier. I stedet er der lag, der bygger oven på hinanden. Man kan snakke om udviklingstrin:

1. Det begyndende selv (0-3 mdr.): Her har barnet ikke så udviklede sanser. Men det er meget aktivt, og kan for eksempel skelne moderen fra andre kvinder (og foretrækker moderen). Barnet kan opfatte verden, mener Stern, og forstå den som en samlet enhed. Det hedder tværmodal perception. Barnet begynder også langsomt at forstå, at det er et selv. Det er derfor, trinnet hedder det begyndende selv.
2. Kerneselvet (3 mdr. – 10 mdr.): Barnet lærer her omgivelserne bedre at kende og forstår sig selv som en enhed. Det forstår, at der er en kerne, som er det selv. Det kalder Stern for kerneselvet. Det lærer at smile det sociale smil (som ikke bare er en refleks, men kun forekommer til mennesker). Barnet og moderen kommunikerer i denne periode via ansigtsduetter(hvor moder og barn skiftes til at være den, ”der er den” i kommunikationen). Understimulering eller overstimulering, for eksempel ved omsorgssvigt, kan stoppe udviklingen. I denne periode lærer barnet også empati.
• Fremkaldt ledsager: Stern mener, at barnet også generaliserer oplevelser med moderen, så det bliver til et slags mentalt billedebarnet tager med sig, også når moderen ikke er der. Når barnet så oplever lignende situationer, kan det huske det mentale billede, og bruge det til at håndtere situationen. Det danner en såkaldt fremkaldt ledsager. For eksempel når barnet møder en hund kan det huske, at moderen har været rolig overfor hunde. Derfor ved barnet, at hunde ikke er farlige, og bliver ikke bange.
3. Det intersubjektive selv (10 mdr. – 15 mdr.): Her lærer barnet, at det kan kommunikere med andre mennesker. Det lærer, at det kan have et fælles opmærksomhedsfokus med andre. Det lærer også at pege på en ting for at få moderens opmærksomhed. Stern siger, det udvikler et intersubjektivt selv. Her er det vigtigt, at moderen foretager affektiv afstemning, som handler om at kopiere barnets følelsesmæssige stemning. På den måde lærer det at kunne håndtere sit eget følelsesliv. Fejlafstemninger kan føre til fejludvikling. For eksempel er det affektiv afstemning, når barnet ligger og leger med noget legetøj, og moderen aer barnet på ryggen i takt med legen. Det synes barnet er rart og lærer på den måde, at det er godt at udforske verden og lege.
4. Det verbale selv (15 mdr. – ): Dette udviklingstrin handler om, at barnet begynder at lære at tale. Det oplever nu, at det kan beskrive sig selv med ord. Det kalder Stern for fornemmelsen af et verbalt selv. Men det gør også, at enhver oplevelse eksisterer som oplevelsen i sig selv og som en sproglig beskrivelse af oplevelsen. For eksempel kan barnet både huske, hvordan det legede med et tøjdyr og beskrive det med ord. Det kan det være svært at beskrive sine oplevelser, når man ikke har et så veludviklet sprog at gøre det med.
5. Det narrative selv (3-4 år): I denne alder er barnet så god til sprog, at det kan fortælle historier om dets liv. Det kalder Stern for et narrativt selv(narrativ = fortælling). På den måde lærer barnet, hvordan det kan udtrykke sig selv bedre. Stern mener, at barnet også fortæller fantasihistorier om sig selv. Hvis disse fantasihistorier kommer for langt fra virkeligheden, kan der opstå psykiske forstyrrelser. Det er for eksempel, hvis et barn tror det har magiske evner, og tror at det er skyld i dårlige ting i verden.

John Bowlby var engelsk psykiater og psykoanalytiker. Han lavede sin tilknytningsteori i 1960’erne som en blanding af psykoanalyse og observationer af børn. Han var inspireret af Konrad Lorenz, som undersøgte dyrebørn. Tilknytning handler om, at barnet ”fastgør” sig følelsesmæssigt til forældrene. Formålet er ifølge Bowlby at sikre overlevelse (han var biologisk inspireret).

Bowlby mener, at barnet knyttes til moderen (der opstår tilknytning) i 3 faser:

1. Før-tilknytning (0-2 mdr.): Barnet laver her tilknytingsadfærd (smil, gråd, klyngen) for at opnå kontakt med andre. Men de foretrækker ikke én voksen frem for andre endnu. For eksempel klynger barnet sig til alle mennesker, selv fremmede.
2. Begyndende tilknytning (2-7 mdr.): Her begynder barnet at foretrække forældrene. Barnet lærer forældrene at kende, så det forventer bestemte reaktioner fra dem. Især i kommunikationen bliver det forvirret og ked af det, hvis forældrene ikke reagerer som normalt. For eksempel kan barnet blive ked af at se forældrene på film, fordi det ikke kan forstå, at forældrene ikke reagerer på barnets handlinger.
3. Selektiv tilknytning (7-24 mdr.): Her retter barnet sig mod nogle enkelte personer (forældrene). Når de personer går, opstår der separationsangst, og barnet bliver bange og ked af det. De primære omsorgspersoner kan ikke længere skiftes ud.
4. Hvis barnet opnår tilknytning på en god måde, vil det begynde at udvise udforskningsadfærd, hvor det undersøger verden. Det er meget vigtigt for barnet, men kræver, at det har en tilknytning til en sikker base i form af forældrene.

Tilknytningsmønstre

Psykologen Mary Ainsworth interesserede sig for individuelle forskelle i tilknytning. Hun undersøgte børn med fremmedsituationstesten. Hun fandt ud af, at der var nogle mønstre i de måder, børn var tilknyttede på. Det kaldte hun tilknytningstyper.

Fremmedsituationstesten:

1. Barn og forælder kommer ind i et rum med legetøj.
2. Forælder og barn er alene, og barnet udforsker lokalet.
3. En fremmed kommer ind, taler med forælderen og går hen til barnet.
4. Forælderen går ud, mens den fremmede er sammen med barnet.
5. Forælderen kommer tilbage og beroliger barnet. Den fremmede går ud.
6. Forælderen går ud. Barnet er alene.
7. Den fremmede kommer ind igen.
8. Forælderen kommer ind i lokalet og tager det op. Den fremmede går ud.

Ud fra børnenes adfærd opdelte Ainsworth dem i fire grundlæggende tilknytningstyper:

1. Tryg tilknytningstype: Disse børn undersøger nysgerrigt rummet og har normal kontakt til den fremmede. De bliver kede af det, når forælderen går, men kan trøstes igen. 65 % af alle børn er trygt tilknyttede.
• Forældrene er normalt lydhøre og sensitive overfor barnets behov.
2. Utryg-undgående tilknytningstype: Disse børn bliver ikke ked af det, når forælderen forlader lokalet, og bliver ikke glad, når hun kommer tilbage. De ”holder igen” på sig selv. 20 % af alle børn er i denne kategori.
• Forældrene er følelsesmæssigt lukkede og afviser barnet når det forsøger at
• komme nær.
3. Utryg-ængstelig tilknytningstype: Disse børn udforsker ikke rummet, men klynger sig til forælderen. De bliver meget kede af det, når forælderen forlader lokalet. Efter forælderen er kommet tilbage, græder de i lang tid og er svære at trøste. 10 % af alle børn falder i denne kategori.
• Forældrene er ufølsomme på en uforudsigelig måde, så barnet ikke kan forvente reaktionen.
4. Utryg-desorganiseret tilknytningstype: Disse børn har ofte været udsat for omsorgssvigt. Deres adfærd er meget uforudsigelig. De er ængstelige sammen med forælderen, men undgår forælderen, når vedkommende kommer tilbage efter at have været væk. Det er som om barnet ”straffer” forælderen. Det er fordi barnet både ønsker beskyttelse hos forælderen, men samtidig er bange for vedkommende (fx pga. omsorgssvigt). Kun 5 % af alle børn falder i denne kategori.
• Forældrene er mangelfulde i deres omsorg for barnet, og mange af dem er tidligere traumatiserede.