Goffman

Goffman

Erving Goffman (1922-1982), en Canadisk-Amerikansk sociolog og socialpsykolog. Professor ved University of California, Berkeley og Pensylvania. Kendt for sine sociologiske analyser af ”hverdagslivet” og har i den forbindelse brugt nogle begreber som jeg vil uddybe nedenfor.

Indtryksstyring

Indtryksstyring handler om hvordan vi gennem kommunikation og adfærd kan påvirke andre til at definere situationen på en bestemt måde, vi prøver altså at påvirke de andres indtryk af situationen. Ved andre forstås de der deltager i situationen.

Facework

Face er det billede vi fremsætter af os selv, det er et menneskes positive selvbillede og sociale identitet. I interaktion med andre handler det om at blive anerkendt og ikke ”at tabe face”. Når man interagerer med andre ønsker man at sikre sit eget face. Det handler om ikke at underlægge sig den anden/de andre, og samtidig leve op til egne og de andres forventninger og forestillinger. Det handler også om at den anden/de andre skal ”gå med på den”. I de fleste situationer vil man også ønske at sikre den andens face. Det betyder i praksis ikke at være anmassende eller krævende. Desuden vil det styrke den andens face hvis man roser dem, er høflig og bekræftende og derudover også ignorere deres fejl.

Ansigtstruende handlinger (sproghandlinger) kan eksempelvis være handlinger hvor afsender lægger pres på modtager eks. ordre, forslag, trusler, handlinger der udtrykker mangel på respekt for eller accept af modtagerens holdninger, værdier, livsstil mm. (eks. udtryk for uenighed, fornærmelser, beskyldninger, bebrejdelser). Handlinger Der udtrykker ligegyldighed overfor modtageren eks. afbrydelser, indiskrete spørgsmål og temaer, pralerier. Handlinger Som skaber et afhængighedsforhold eks. gaver. Når man oplever disse ansigtstruende handlinger, kan man reagere på forskellige måder eks. kan man ignorere den ansigtstruende handling eller give igen – Påføre den afsenderen et tilsvarende ansigtstab.

Man kan arbejde med handlinger der dæmper den slags ansigtstruende handlinger ved eks. at være optimistisk, sjov og skabe tryghed eller markere fællesskabet gennem sproget. Derudover komplimentere,vise enighed og forståelse. Være indirekte eks. ”er der ikke meget varmt herinde, vil du ikke hjælpe mig med at åbne døren?” Brug adverbier eks. lige, godt og gerne ”Vil du lige række mig salaten?” Være opmærksom på modtagerens behov. Sige undskyld og bed om tilgivelse eks. ”Jeg er ked af at forstyrre dig men… ”. Gør budskabet alment ”Det er forbudt for alle at ryge på skolen”. Begrund ønske eller krav ”Giv mig lige hammeren, så jeg kan slå det sidste søm i”

Optræden

Optræden handler om den forestilling man har, i den gruppe man skal være i. Man kan godt skifte hvilken scene man er i, med de samme mennesker, fordi at rammerne ændre sig, og man er i nogle andre omgivelser.

Optræden er  at man giver et indtryk på de mennesker man møder, at man gennem sin adfærd, former hvem man er.

Optræden handler ikke altid om den enkelte person, men ofte om flere mennesker, altså et hold. Personen der optræder er under optræden præget af dramatisering, og idealiseringer. Altså den måde man optræder på, giver man et bedre indtryk, end ens reelle virkelighed, altså indtrykt styring.

Bagscene er der hvor man forbereder sin optræden, og bliver klar til sin optræden.

Hvis man ikke har forståelse for at tilpasse sig den gruppe man optræder i, kan man risikere at blive udstødt fra gruppen, og kan tabe face.

Hold

Goffman definerer et hold som ‘’Enhver samling af individer der samarbejder om iscenesættelsen af en enkelt rutine’’. Men andre ord så er et hold en gruppe individer som har fælles rammer eks. hvis man har samme kultur, mål, værdier eller lignende. Et eksempel på et hold kan være en personalegruppe i børnehave så er deres fælles mål at udvikle og understøtte børnenes selvstændighed – Dette gør pædagogerne til et hold med et fælles mål for børnenes fremtid.

Område og område adfærd

Område adfærd handler om hvordan vi ændrer vores adfærd alt efter hvilket område vi befinder os i. Man kan godt befinde sig i forskellige områder med de samme mennesker eller den samme lokation. f.eks. vil en klasse opføre sig på en måde når de har undervisning, mens de vil have en anderledes adfærd i kantinen eller til julefrokost. På samme måde vil vi som pædagoger vil vi opføre os på en bestemt måde ud fra vores pædagogiske uddannelse og på en anden måde i ikke professionelle sammenhænge.

Selvmodsigende roller

Man kan i ens rolle idealisere og dramatisere sin fremtræden, ud fra hvad man tror tilskuerne har af forventninger til en. Eksempel: som pædagog kan man måske overdramatisere den pædagogiske tilgang til børnene når der er forældre til stede, da man ved at forældrene har en forventning til pædagogens optræden. Det samme gælder forældrene, de kan også idealisere og dramatisere deres væremåde, fordi man tænker at tilskueren (pædagogen, andre forældre) har en forventning til ens optræden.

Kunsten at kontrollere indtryk

Dette handler om, at man kan kontrollere det indtryk, som man giver til andre, fx. i form af ens påklædning, valg af stemmeføring. ens kropssprog, adfærd og sprogbrug. etc. Man ønsker derved at præge andre, ud fra det indtryk man sender til dem. Fx man en gruppe af folk, foretrække at undgå en konflikt, ved fx at forhandle om en definition af situationen i fællesskab med de andre.

Hvis man kan præge andre mennesker i en bestemt retning via dit indtryk, så har man også mulighed for at præge hvad de bidrager med til situationsdefinitionen. Eks: hvis Claus er i skole, og begynder at sidde og svinge med ledningen til computeren, så kan han forsøge at præge sine  klassekammerater, til at synes at denne adfærd er i orden i denne kontekst.

Hvad kan vi bruge Goffmans begreber til i pædagogisk (sam)arbejde?

Som pædagog samarbejder man med mange forskellige mennesker blandt andet samarbejder man med barnet, forældrene, brugerne, pårørende, kollegaer (ikke kun pædagoger), kommunen m.fl.

Når man skal agere i så mange forskellige relationer, er det vigtigt at have styr på hvilken rolle man er i en given situation og udvise passende adfærd til den rolle. Desuden er man som pædagoger et hold hvis formål er at udvikle og understøtte børnenes selvstændighed. I forbindelse med udvikling og understøttelse af barnets selvstændighed er det også vigtigt at man hjælper og støtter barnet i at opretholde sit face, da et gentagende tab af face kan hæmme barnets udvikling.

Kilder

Jacobsen, M. H. & Kristiansen, S. Goffmans metaforer.

Udviklings psykologi

Udviklings psykologi

Børnepsykiateren Daniel Sterns udviklingsteori har ikke stadier, som de traditionelle teorier. I stedet er der lag, der bygger oven på hinanden. Man kan snakke om udviklingstrin:

1. Det begyndende selv (0-3 mdr.): Her har barnet ikke så udviklede sanser. Men det er meget aktivt, og kan for eksempel skelne moderen fra andre kvinder (og foretrækker moderen). Barnet kan opfatte verden, mener Stern, og forstå den som en samlet enhed. Det hedder tværmodal perception. Barnet begynder også langsomt at forstå, at det er et selv. Det er derfor, trinnet hedder det begyndende selv.
2. Kerneselvet (3 mdr. – 10 mdr.): Barnet lærer her omgivelserne bedre at kende og forstår sig selv som en enhed. Det forstår, at der er en kerne, som er det selv. Det kalder Stern for kerneselvet. Det lærer at smile det sociale smil (som ikke bare er en refleks, men kun forekommer til mennesker). Barnet og moderen kommunikerer i denne periode via ansigtsduetter(hvor moder og barn skiftes til at være den, ”der er den” i kommunikationen). Understimulering eller overstimulering, for eksempel ved omsorgssvigt, kan stoppe udviklingen. I denne periode lærer barnet også empati.
• Fremkaldt ledsager: Stern mener, at barnet også generaliserer oplevelser med moderen, så det bliver til et slags mentalt billedebarnet tager med sig, også når moderen ikke er der. Når barnet så oplever lignende situationer, kan det huske det mentale billede, og bruge det til at håndtere situationen. Det danner en såkaldt fremkaldt ledsager. For eksempel når barnet møder en hund kan det huske, at moderen har været rolig overfor hunde. Derfor ved barnet, at hunde ikke er farlige, og bliver ikke bange.
3. Det intersubjektive selv (10 mdr. – 15 mdr.): Her lærer barnet, at det kan kommunikere med andre mennesker. Det lærer, at det kan have et fælles opmærksomhedsfokus med andre. Det lærer også at pege på en ting for at få moderens opmærksomhed. Stern siger, det udvikler et intersubjektivt selv. Her er det vigtigt, at moderen foretager affektiv afstemning, som handler om at kopiere barnets følelsesmæssige stemning. På den måde lærer det at kunne håndtere sit eget følelsesliv. Fejlafstemninger kan føre til fejludvikling. For eksempel er det affektiv afstemning, når barnet ligger og leger med noget legetøj, og moderen aer barnet på ryggen i takt med legen. Det synes barnet er rart og lærer på den måde, at det er godt at udforske verden og lege.
4. Det verbale selv (15 mdr. – ): Dette udviklingstrin handler om, at barnet begynder at lære at tale. Det oplever nu, at det kan beskrive sig selv med ord. Det kalder Stern for fornemmelsen af et verbalt selv. Men det gør også, at enhver oplevelse eksisterer som oplevelsen i sig selv og som en sproglig beskrivelse af oplevelsen. For eksempel kan barnet både huske, hvordan det legede med et tøjdyr og beskrive det med ord. Det kan det være svært at beskrive sine oplevelser, når man ikke har et så veludviklet sprog at gøre det med.
5. Det narrative selv (3-4 år): I denne alder er barnet så god til sprog, at det kan fortælle historier om dets liv. Det kalder Stern for et narrativt selv(narrativ = fortælling). På den måde lærer barnet, hvordan det kan udtrykke sig selv bedre. Stern mener, at barnet også fortæller fantasihistorier om sig selv. Hvis disse fantasihistorier kommer for langt fra virkeligheden, kan der opstå psykiske forstyrrelser. Det er for eksempel, hvis et barn tror det har magiske evner, og tror at det er skyld i dårlige ting i verden.

John Bowlby var engelsk psykiater og psykoanalytiker. Han lavede sin tilknytningsteori i 1960’erne som en blanding af psykoanalyse og observationer af børn. Han var inspireret af Konrad Lorenz, som undersøgte dyrebørn. Tilknytning handler om, at barnet ”fastgør” sig følelsesmæssigt til forældrene. Formålet er ifølge Bowlby at sikre overlevelse (han var biologisk inspireret).

Bowlby mener, at barnet knyttes til moderen (der opstår tilknytning) i 3 faser:

1. Før-tilknytning (0-2 mdr.): Barnet laver her tilknytingsadfærd (smil, gråd, klyngen) for at opnå kontakt med andre. Men de foretrækker ikke én voksen frem for andre endnu. For eksempel klynger barnet sig til alle mennesker, selv fremmede.
2. Begyndende tilknytning (2-7 mdr.): Her begynder barnet at foretrække forældrene. Barnet lærer forældrene at kende, så det forventer bestemte reaktioner fra dem. Især i kommunikationen bliver det forvirret og ked af det, hvis forældrene ikke reagerer som normalt. For eksempel kan barnet blive ked af at se forældrene på film, fordi det ikke kan forstå, at forældrene ikke reagerer på barnets handlinger.
3. Selektiv tilknytning (7-24 mdr.): Her retter barnet sig mod nogle enkelte personer (forældrene). Når de personer går, opstår der separationsangst, og barnet bliver bange og ked af det. De primære omsorgspersoner kan ikke længere skiftes ud.
4. Hvis barnet opnår tilknytning på en god måde, vil det begynde at udvise udforskningsadfærd, hvor det undersøger verden. Det er meget vigtigt for barnet, men kræver, at det har en tilknytning til en sikker base i form af forældrene.

Tilknytningsmønstre

Psykologen Mary Ainsworth interesserede sig for individuelle forskelle i tilknytning. Hun undersøgte børn med fremmedsituationstesten. Hun fandt ud af, at der var nogle mønstre i de måder, børn var tilknyttede på. Det kaldte hun tilknytningstyper.

Fremmedsituationstesten:

1. Barn og forælder kommer ind i et rum med legetøj.
2. Forælder og barn er alene, og barnet udforsker lokalet.
3. En fremmed kommer ind, taler med forælderen og går hen til barnet.
4. Forælderen går ud, mens den fremmede er sammen med barnet.
5. Forælderen kommer tilbage og beroliger barnet. Den fremmede går ud.
6. Forælderen går ud. Barnet er alene.
7. Den fremmede kommer ind igen.
8. Forælderen kommer ind i lokalet og tager det op. Den fremmede går ud.

Ud fra børnenes adfærd opdelte Ainsworth dem i fire grundlæggende tilknytningstyper:

1. Tryg tilknytningstype: Disse børn undersøger nysgerrigt rummet og har normal kontakt til den fremmede. De bliver kede af det, når forælderen går, men kan trøstes igen. 65 % af alle børn er trygt tilknyttede.
• Forældrene er normalt lydhøre og sensitive overfor barnets behov.
2. Utryg-undgående tilknytningstype: Disse børn bliver ikke ked af det, når forælderen forlader lokalet, og bliver ikke glad, når hun kommer tilbage. De ”holder igen” på sig selv. 20 % af alle børn er i denne kategori.
• Forældrene er følelsesmæssigt lukkede og afviser barnet når det forsøger at
• komme nær.
3. Utryg-ængstelig tilknytningstype: Disse børn udforsker ikke rummet, men klynger sig til forælderen. De bliver meget kede af det, når forælderen forlader lokalet. Efter forælderen er kommet tilbage, græder de i lang tid og er svære at trøste. 10 % af alle børn falder i denne kategori.
• Forældrene er ufølsomme på en uforudsigelig måde, så barnet ikke kan forvente reaktionen.
4. Utryg-desorganiseret tilknytningstype: Disse børn har ofte været udsat for omsorgssvigt. Deres adfærd er meget uforudsigelig. De er ængstelige sammen med forælderen, men undgår forælderen, når vedkommende kommer tilbage efter at have været væk. Det er som om barnet ”straffer” forælderen. Det er fordi barnet både ønsker beskyttelse hos forælderen, men samtidig er bange for vedkommende (fx pga. omsorgssvigt). Kun 5 % af alle børn falder i denne kategori.
• Forældrene er mangelfulde i deres omsorg for barnet, og mange af dem er tidligere traumatiserede.

Anerkendelde relationer

Axel Honneth og de tre sfærer (1. teori)
Den tyske socialfilosof Axel Honneth ser anerkendelse som en grundlæggende betingelse for menneskets identitetsdannelse. Han inddeler anerkendelse, og forståelse heraf, i tre sfærer; Den private sfære, Den retslige sfære og Den solidariske sfære.

I den private sfære oplever man anerkendelse fra familie, venner, kærester og andre der er tæt på en. Her ligger kærlighed og tillid til grund for anerkendelsen af individet og det er også i denne sfære at man opbygger selvtillid og selvstændighed. Hvis man ikke oplever anerkendelse og kærlighed i privatsfæren bliver man underkendt. Det kunne eksempelvis være hvis man blev omsorgssvigtet, mishandlet eller lignende. Det påvirker individets udvikling af selvtillid i en negativ retning og det er det Honneth kalder for den psykiske død.

I den retslige sfære handler det om anerkendelse gennem loven. Altså om man oplever anerkendelse gennem de rettigheder som er gældende ifølge loven. I denne sfære bliver en selvrespekt opbygget. Grupper i samfundet som bliver krænket i den retslige sfære, er eks. demente som bliver frataget deres bemyndigelse, hjemløse som ikke må stemme, asylansøgere, transkønnede og mange flere. Når et individ bliver udelukket fra basale rettigheder, mister det kognitiv respekt og det kalder Honneth for den sociale død.
I den solidariske sfære snakker Honneth om anerkendelse i fællesskaber. Det kan for eksempel være kulturelle, politiske eller arbejdsmæssige fællesskaber. I de fællesskaber handler det om anerkendelse af individets tilstedeværelse og bidrag til fællesskabet og gennem det vil man opbygge sit selvværd. Krænkelse og underkendelse i den solidariske sfære kan opstå i kamp om sociale positioner hvor individet kan blive udsat for eksklusion eller blive degraderet i det sociale fællesskaber. Det kan føre til at individet mister sit selvværd og man blive marginaliseret, som er det begreb Honneth bruger.

Voksnes definitionsmagt i deres relation med børn - Berit Baes Teori med udgangspunkt i Anne Lise Schibbyes dialektiske relationsteori (2. teori)

I artiklen “Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”, som er skrevet af Berit Bae, tager udgangspunkt i relationer i børnehave og skole, mellem voksen og børn. Artiklen kommer meget ind på børns selvoplevelse og selvudvikling som påvirker barnet i forhold til erfaringer fra samspillet. Berit Bae mener at anerkendende relationer bygger på ligeværd og forudsætter, at man opfatter sig selv om mindre værd i relationen. Dog er den voksen i forhold til barnet i en overlegen position, når det drejer sig om oplevelsen af sig selv, hvorimod at den voksne hjælper barnet til at skabe sig selv.
Berit Bae mener at man kan fremme barnet selvstændighed og tro på sig selv, ved at den voksne kan sætte ord på barnets oplevelser og handlinger. Dog mener hun også at i nogle gange, det kan nedsætte barnets selvrespekt. Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke bruger sin position som voksen til at misbruge det i forhold til relationen.

Man skal som pædagog prøve og forstå hvor man skal begribe barnet, i forhold til hvor barnet befinder sig rent oplevelsesmæssigt. Hvis eller når man har opnået dette, skal pædagogen give barnet bekræftelse, dog skal man ikke sammenligne det med ros, man kunne i stedet give barnet accept eller forståelse som skal formidles nonverbalt. Som pædagog skal man også være åben og lade barnet slippe kontrollen både i samtale og leg i en anerkendende relation.  

Hvordan kan man forstå de to teorier sammen? (ligheder/forskelle)
De to teorier er begge enige om at anerkendelse er en nødvendighed forudsætning for barnets udvikling. Desuden trækker begge teorier også på at der skal være ligeværd mellem parterne. Begge teorier er også enige om at mennesker er afhængige af hinanden for at opnå anerkendelse.  Men forskellen ligger i at Honneth går lidt mere firkantet til værks og beskriver anerkendelse ud fra de tre sfærer hvorimod Bae og dermed Schibbye ser det hele som en stor værdi der er det samme i alle situationer.

Anerkendelse generelt i praksis? Hvor i ligger den pædagogiske udfordring, når der arbejdes med anerkendelse? (Den pædagogiske udfordring)

Den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – selvfølgelig anerkendende relationer. Og når vi indgår i disse relationer, er der fem elementer, der skal være til stede:

1. Forståelse og indlevelse
2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
3. Bekræftelse
4. Åbenhed
5. Selvrefleksion og afgrænsning

Det betyder ultrakort fortalt, at vi, for at kunne være anerkendende, skal kunne sætte os i den andens sted for en stund. Vi skal kunne skifte perspektiv og opleve, hvorfra den anden taler til os. Og den måde vi taler sammen på og er sammen på, skal altså rumme vores indbyrdes forskelligheder. Vi skal kunne anerkende hinanden og være åbne overfor, at vi kan have to forskellige udgangspunkter og opfattelser. Sidste punkt om selvrefleksion og afgrænsning stiller krav til, at vi selv tager ansvar for os selv (og for at relationen er god og tryg) – og for at vi ”bliver på vores egen banehalvdel”, samt at vi er i stand til at lære af og reflektere over os selv i relationen.

Når det kommer til anerkendelse i pædagogisk praksis kan man opleve forskellige dilemmaer.

Til hver af de 3 sfærer svarer således en række krænkelsesformer, hvor anerkendelsen bliver til nedværdigelse, fornærmelse, ydmygelse, foragt, usynliggørelse, at blive overset o.l., og hvor oplevelsen af den manglende anerkendelse er af både fysisk, psykisk og social karakter.

Til sfæren for kærlighed og familie svarer således krænkelsesformer som tortur, voldtægt, fysisk misbrug, og disse former resulterer alle i en form for manglende fysisk integritet.

Til sfæren for det retslige område ses som krænkelsesform, at man udelukkes fra bestemte rettigheder, og hermed siges det indirekte, at man ikke regner med personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne.

Den solidariske sfære rummer også muligheder for krænkelsesformer. Her handler det om social status, hvor det handler om en evaluativ degradering af den selvvirkeliggørelse, som optimalt skulle kunne finde sted i denne sfære. Det betyder tab af personlig selvværdsættelse og krænkelse.

vi ses.

Kilder:

Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse” af Berit Bae

"Axel Honneth og en teori om anerkendelse" Af Britta Nørgaard

Anerkendelse i et samfundsperspektiv i "pædagogikbogen grundfaglige perspektiver i pædagog uddannelsen" af Noona Elisabeth Jensen

Medie og digital kultur

Digital dannelsen

Vores kultur er blevet medialiseret og dermed indgår digitale medier som en del af vores sociale og kulturelle liv. På den måde er det også blevet en vigtig del af børns udvikling og opvækst. Digitaldannelse handler både om hvordan man lærer at geberde sig på nettet, men også om hvordan digitale medier er med til at forme ens identitet. Derfor er det også vigtigt at vi som voksne og pædagoger sætter os ind i denne digitale verden, hjælper, guider og støtter børnene i deres digitale dannelse. Her spiller samarbejdet mellem institution og forældre også en stor rolle. Ifølge Nyboe er det nødvendigt at vi gør op med de måder at lære på vi hidtil har benyttet os af for at gøre plads til digitalisering. Hun mener desuden at den digitale dannelse også handler om at begrænse brugen af digitale medier for at skabe mere tilstedeværelse og nærvær hos børnene.

Som pædagog er det vigtigt at man gør en indsats, for at give barnet nogle redskaber, der kan støtte og vejlede barnet i at bruge på nettet. Det er samtidig også vigtigt, at sørge for at sikre den kreative anvendelse af medier og internettet. En del af den digitale dannelse, handler også om sikkerhed på nettet og derfor må vi som pædagoger også videregive information om netop.

Digitale kompetencer

I det samfund vi lever i er det vigtigt at vi som mennesker har tillært os en række digitale færdigheder. Dette er blevet vigtigt fordi det er sket en udvidet bevidsthed om at lære og dannelse, medier skal afspejle de medier der er til rådighed i samfundet, som fx tv, film og internet. Der er forskellige ting man skulle kunne være i stand til for at kunne kalde sig kompetent inden for emnet. Fx:

Basale færdigheder: At være i stand til at bruge en computer.

Navigere: At være i stand til at orientere sig på nettet.

Klassificere: At kunne inddele information i skemaer og genrer.

Evaluere: At kunne evaluere info og være kritisk.

Kommunikere: At kunne udtrykke sig og kommunikere på nettet.

Samarbejde: At være i stand til at tage det i gruppe organiserede arrangementer på nettet.

Disse færdigheder skaber forudsætningen for social og individuel handlen i medierne. Mennesker er psykologisk sociale væsner, så en kompetencer der skaber mere social velstand er væsentlig. Det er vigtig for den enkelte at have gode relationer til andre mennesker, om det så er familie, venner eller kollegaer. At være social på internettet er ikke nok med at være en stor social drift, men også en billet til kulturel deltagelse.

I pædagogikken er det vigtigt at inddrage medierne, da det er blevet så stor en del af vores kultur. Det er derfor vigtigt, at vores børn og unge tilegner sig en del digitale kompetencer, så de kan geberde sig i medierne. For at kunne gøre dette, skal de nuværende pædagoger være omstillingsparate og være villige til at orientere sig, i forhold til den globaliserede mediekultur og i relationer, derved at ændre sin praksis og introducere medierne i dagligdagen.

Mediekulturelle tilgange

I form af den teknologiske udvikling, og den voksende digitalisering, har det skabt en udfordring i forhold til hvordan vi skal anvende det i en pædagogisk praksis. Medierne og sociale medier, er blevet en stor del af hverdagen, og den tid vi lever i, og de er dermed også svære at undgå. Fx. i form af tablets og smartphones, der stort set kan det samme som en computer, og som er tilgængelige til brug døgnet rundt.

“Vi lever i en digital tid, hvor medierne har skabt nye udfoldelsesmuligheder, men vi har også givet voksne - forældre, lærere og pædagoger - nye udfordringer, med hensyn til opdragelse og skabelsen af meningsfulde læreprocesser.” - Lotte Nyboe (Pædagogik i en digital tid)

Som pædagog må vi dermed følge tiden, og være klar over hvordan vi skal udnytte de nye digitale muligheder bedst muligt i tilgangen til et barn, eller med en borger. Som pædagog må vi se på hvordan vi bedst muligt implementerer den digitale verden til det pædagogiske arbejde. Denne udvikling, kan potentielt være med til at forandre det pædagogiske arbejde betydeligt.

Modstand mod forandring

Det er normalt at når mennesker bliver præsenteret for noget nyt og der sker en forandring bliver folk skepsis (Scharmer 2010). Derfor skal man, når man præsenterer noget nyt, huske og præsenteret det, samt man skal forholde sig til det og italesætte de faktorer der spiller ind.

Faktorer der spiller ind, når man møder modstand, af digitalisering og digitale løsninger i eksempelvis pædagogisk praksis:

C, Otto Scharmer mener at der indgår forskellige aktører i hele modstand processen, åbent sind, åbent hjerte og åben vilje(Scharmer 2010). Scharmer mener at disse tre faktorer skal indgå i processen uden, at det skal have betydning for kulturelle forbehold, tro og mentale, for processens kvalitet og succes. Scharmer prøver og inddele skepsis i tre indre stemmer:

• Voice of Judgement (den dømmende stemme)
• Voice of Cynicism (den kyniske stemme)
• Voice of Fear (Frygtens stemme)

Voice of Judgement - også kaldt “den dømmende stemme”. Eksempelvis, i forhold til implementering af tablets, kan denne stemme komme til udtryk ved:
“Det virker helt sikke ikke alligevel..”
“Borgerne gider alligevel ikke bruge App´en..”
“Det er bare endnu et tiltag for at få os til at løbe hurtigere”
“Det er bare en dille - det går helt sikkert over igen..”

Voice of Cynicism - også kaldt “den kyniske stemme”. Her skal det mere tænkes som stemmer, der kan komme i spil eksempelvis:

“Hvad får jeg ud af det?“
“Hvorfor skal jeg nu også til at lære det?”
“Er det en del af mit arbejde?”
“Hvilke arbejdsopgaver skal jeg så ikke lave?”

Voice of Fear -  også kaldt for “frygtens stemme. Her kommer usikkerhed og utilstrækkelighed til udtryk. eksempler på dette kunne være;

“Hvad betyder det for mit arbejde?”
“Ændre det min hverdag?”
“Bliver borgerne nu mere besværlige?”
“Kan vi overhovedet håndtere, at borgerne får flere kommunikationsmuligheder?”

”Når modstand bliver til medløb i implementeringsprocessen” (s. 31-35) i ”Implementering af Tablets som supplement og alternativ kommunikation” af Lisbet Nielsen og Thomas Waring Stubben, SL´s vidensbank, 2017

Hvorfor anvende medier i den pædagogiske praksis?

Der er flere gode grunde til at anvende og implementere de digitale medier i pædagogisk praksis (digitalpædagogisk praksis). Der er en konstant forandring i institutionerne, og for at kunne følge med, er man forårsaget til at tænke pædagogisk praksis på en nyere og mere nutidig måde.

Ved f.eks. brugen af et interaktivt redskab, bliver børnenes leg ikke afbrudt, ved at pædagogen skal gå fra til andre opgaver. På denne måde bliver der mere tid til omsorg og reelt pædagogisk arbejde, ved at udnytte de muligheder og potentialer, mediet har.

Det digital medie kan også bruges til at mindske distancen mellem yngre og ældre børn. Ved at implementere et digitalt medie, kunne måske føre til nye relationer på tværs af allerede eksisterende grupper. Dette kan gøres ved f.eks. at børnene skal lære spil eller apps fra sig, og forklare hvordan de virker til hinanden. De kan også formidle deres viden videre til pædagogerne, så de også kan sætte sig ind i  hvordan f.eks et spil fungere og skal forstås.

Det er vigtigt at debattere, diskutere og reflektere over hvilke ændringer medierne vil medbringe og hvilke tilpasninger der kræves i den pædagogiske praksis, der allerede eksistere, når vi vælger at implementere en digitalpædagogisk praksis også.

Inden for specialpædagogikken er de digitale medier også et meget godt og nyttigt redskab. Et redskab som har været kendt i længere tid (dog ikke digitalt til at starte med). Vi har alle hørt om syntese maskine. ( Den første akustiske talemaskine blev udviklet hen imod 1790 af den østrigske opfinder og fysiolog Wolfgang von Kempelen (1734-1804) efter inspiration fra bl.a. blæseinstrumenter). I dag kan det f.eks. være en app eller et program til en computer, eller en tablet, der kan gøre kommunikation mellem pædagog og borger nemmere, hvis vi f.eks snakker supplerende og alternativ kommunikation.Ved hjælp af disse hjælpemidler vil borgeren få større selvbestemmelse og indgå i interaktion med omverden, og derved kunne agere i sociale arenaer i et større omfang. Dette vil få borgeren tættere på en følelse af autonomitet.

Her er det dog også vigtigt at der bliver debattere, diskutere og reflektere personalet imellem, da det er meget afhængigt af den enkelte borgers kognitive kunnen.

Der findes helt sikkert et helt hav af digitale redskaber derude, som kan hjælpe pædagogen i sine daglige gøremål, her var et par eksempler på hvorfor vi skal bruge medierne i vores kommende arbejde som pædagog.

kh. 5A.