tirsdag den 11. december 2018

Goffman

Goffman

Erving Goffman (1922-1982), en Canadisk-Amerikansk sociolog og socialpsykolog. Professor ved University of California, Berkeley og Pensylvania. Kendt for sine sociologiske analyser af ”hverdagslivet” og har i den forbindelse brugt nogle begreber som jeg vil uddybe nedenfor.
Indtryksstyring
Indtryksstyring handler om hvordan vi gennem kommunikation og adfærd kan påvirke andre til at definere situationen på en bestemt måde, vi prøver altså at påvirke de andres indtryk af situationen. Ved andre forstås de der deltager i situationen.

Facework
Face er det billede vi fremsætter af os selv, det er et menneskes positive selvbillede og sociale identitet. I interaktion med andre handler det om at blive anerkendt og ikke ”at tabe face”. Når man interagerer med andre ønsker man at sikre sit eget face. Det handler om ikke at underlægge sig den anden/de andre, og samtidig leve op til egne og de andres forventninger og forestillinger. Det handler også om at den anden/de andre skal ”gå med på den”. I de fleste situationer vil man også ønske at sikre den andens face. Det betyder i praksis ikke at være anmassende eller krævende. Desuden vil det styrke den andens face hvis man roser dem, er høflig og bekræftende og derudover også ignorere deres fejl.

Ansigtstruende handlinger (sproghandlinger) kan eksempelvis være handlinger hvor afsender lægger pres på modtager eks. ordre, forslag, trusler, handlinger der udtrykker mangel på respekt for eller accept af modtagerens holdninger, værdier, livsstil mm. (eks. udtryk for uenighed, fornærmelser, beskyldninger, bebrejdelser). Handlinger Der udtrykker ligegyldighed overfor modtageren eks. afbrydelser, indiskrete spørgsmål og temaer, pralerier. Handlinger Som skaber et afhængighedsforhold eks. gaver. Når man oplever disse ansigtstruende handlinger, kan man reagere på forskellige måder eks. kan man ignorere den ansigtstruende handling eller give igen – Påføre den afsenderen et tilsvarende ansigtstab.

Man kan arbejde med handlinger der dæmper den slags ansigtstruende handlinger ved eks. at være optimistisk, sjov og skabe tryghed eller markere fællesskabet gennem sproget. Derudover komplimentere,vise enighed og forståelse. Være indirekte eks. ”er der ikke meget varmt herinde, vil du ikke hjælpe mig med at åbne døren?” Brug adverbier eks. lige, godt og gerne ”Vil du lige række mig salaten?” Være opmærksom på modtagerens behov. Sige undskyld og bed om tilgivelse eks. ”Jeg er ked af at forstyrre dig men… ”. Gør budskabet alment ”Det er forbudt for alle at ryge på skolen”. Begrund ønske eller krav ”Giv mig lige hammeren, så jeg kan slå det sidste søm i”

Optræden
Optræden handler om den forestilling man har, i den gruppe man skal være i. Man kan godt skifte hvilken scene man er i, med de samme mennesker, fordi at rammerne ændre sig, og man er i nogle andre omgivelser.
Optræden er  at man giver et indtryk på de mennesker man møder, at man gennem sin adfærd, former hvem man er.
Optræden handler ikke altid om den enkelte person, men ofte om flere mennesker, altså et hold. Personen der optræder er under optræden præget af dramatisering, og idealiseringer. Altså den måde man optræder på, giver man et bedre indtryk, end ens reelle virkelighed, altså indtrykt styring.
Bagscene er der hvor man forbereder sin optræden, og bliver klar til sin optræden.
Hvis man ikke har forståelse for at tilpasse sig den gruppe man optræder i, kan man risikere at blive udstødt fra gruppen, og kan tabe face.

Hold
Goffman definerer et hold som ‘’Enhver samling af individer der samarbejder om iscenesættelsen af en enkelt rutine’’. Men andre ord så er et hold en gruppe individer som har fælles rammer eks. hvis man har samme kultur, mål, værdier eller lignende. Et eksempel på et hold kan være en personalegruppe i børnehave så er deres fælles mål at udvikle og understøtte børnenes selvstændighed – Dette gør pædagogerne til et hold med et fælles mål for børnenes fremtid.

Område og område adfærd
Område adfærd handler om hvordan vi ændrer vores adfærd alt efter hvilket område vi befinder os i. Man kan godt befinde sig i forskellige områder med de samme mennesker eller den samme lokation. f.eks. vil en klasse opføre sig på en måde når de har undervisning, mens de vil have en anderledes adfærd i kantinen eller til julefrokost. På samme måde vil vi som pædagoger vil vi opføre os på en bestemt måde ud fra vores pædagogiske uddannelse og på en anden måde i ikke professionelle sammenhænge.

Selvmodsigende roller
Man kan i ens rolle idealisere og dramatisere sin fremtræden, ud fra hvad man tror tilskuerne har af forventninger til en. Eksempel: som pædagog kan man måske overdramatisere den pædagogiske tilgang til børnene når der er forældre til stede, da man ved at forældrene har en forventning til pædagogens optræden. Det samme gælder forældrene, de kan også idealisere og dramatisere deres væremåde, fordi man tænker at tilskueren (pædagogen, andre forældre) har en forventning til ens optræden.

Kunsten at kontrollere indtryk
Dette handler om, at man kan kontrollere det indtryk, som man giver til andre, fx. i form af ens påklædning, valg af stemmeføring. ens kropssprog, adfærd og sprogbrug. etc. Man ønsker derved at præge andre, ud fra det indtryk man sender til dem. Fx man en gruppe af folk, foretrække at undgå en konflikt, ved fx at forhandle om en definition af situationen i fællesskab med de andre.
Hvis man kan præge andre mennesker i en bestemt retning via dit indtryk, så har man også mulighed for at præge hvad de bidrager med til situationsdefinitionen. Eks: hvis Claus er i skole, og begynder at sidde og svinge med ledningen til computeren, så kan han forsøge at præge sine  klassekammerater, til at synes at denne adfærd er i orden i denne kontekst.

Hvad kan vi bruge Goffmans begreber til i pædagogisk (sam)arbejde?
Som pædagog samarbejder man med mange forskellige mennesker blandt andet samarbejder man med barnet, forældrene, brugerne, pårørende, kollegaer (ikke kun pædagoger), kommunen m.fl.
Når man skal agere i så mange forskellige relationer, er det vigtigt at have styr på hvilken rolle man er i en given situation og udvise passende adfærd til den rolle. Desuden er man som pædagoger et hold hvis formål er at udvikle og understøtte børnenes selvstændighed. I forbindelse med udvikling og understøttelse af barnets selvstændighed er det også vigtigt at man hjælper og støtter barnet i at opretholde sit face, da et gentagende tab af face kan hæmme barnets udvikling.

Kilder
Jacobsen, M. H. & Kristiansen, S. Goffmans metaforer.

torsdag den 6. december 2018

Udviklings psykologi


Udviklings psykologi
Børnepsykiateren Daniel Sterns udviklingsteori har ikke stadier, som de traditionelle teorier. I stedet er der lag, der bygger oven på hinanden. Man kan snakke om udviklingstrin:
  1. Det begyndende selv (0-3 mdr.): Her har barnet ikke så udviklede sanser. Men det er meget aktivt, og kan for eksempel skelne moderen fra andre kvinder (og foretrækker moderen). Barnet kan opfatte verden, mener Stern, og forstå den som en samlet enhed. Det hedder tværmodal perception. Barnet begynder også langsomt at forstå, at det er et selv. Det er derfor, trinnet hedder det begyndende selv.
  2. Kerneselvet (3 mdr. – 10 mdr.): Barnet lærer her omgivelserne bedre at kende og forstår sig selv som en enhed. Det forstår, at der er en kerne, som er det selv. Det kalder Stern for kerneselvet. Det lærer at smile det sociale smil (som ikke bare er en refleks, men kun forekommer til mennesker). Barnet og moderen kommunikerer i denne periode via ansigtsduetter(hvor moder og barn skiftes til at være den, ”der er den” i kommunikationen). Understimulering eller overstimulering, for eksempel ved omsorgssvigt, kan stoppe udviklingen. I denne periode lærer barnet også empati.
    • Fremkaldt ledsager: Stern mener, at barnet også generaliserer oplevelser med moderen, så det bliver til et slags mentalt billedebarnet tager med sig, også når moderen ikke er der. Når barnet så oplever lignende situationer, kan det huske det mentale billede, og bruge det til at håndtere situationen. Det danner en såkaldt fremkaldt ledsager. For eksempel når barnet møder en hund kan det huske, at moderen har været rolig overfor hunde. Derfor ved barnet, at hunde ikke er farlige, og bliver ikke bange.
  3. Det intersubjektive selv (10 mdr. – 15 mdr.): Her lærer barnet, at det kan kommunikere med andre mennesker. Det lærer, at det kan have et fælles opmærksomhedsfokus med andre. Det lærer også at pege på en ting for at få moderens opmærksomhed. Stern siger, det udvikler et intersubjektivt selv. Her er det vigtigt, at moderen foretager affektiv afstemning, som handler om at kopiere barnets følelsesmæssige stemning. På den måde lærer det at kunne håndtere sit eget følelsesliv. Fejlafstemninger kan føre til fejludvikling. For eksempel er det affektiv afstemning, når barnet ligger og leger med noget legetøj, og moderen aer barnet på ryggen i takt med legen. Det synes barnet er rart og lærer på den måde, at det er godt at udforske verden og lege.
  4. Det verbale selv (15 mdr. – ): Dette udviklingstrin handler om, at barnet begynder at lære at tale. Det oplever nu, at det kan beskrive sig selv med ord. Det kalder Stern for fornemmelsen af et verbalt selv. Men det gør også, at enhver oplevelse eksisterer som oplevelsen i sig selv og som en sproglig beskrivelse af oplevelsen. For eksempel kan barnet både huske, hvordan det legede med et tøjdyr og beskrive det med ord. Det kan det være svært at beskrive sine oplevelser, når man ikke har et så veludviklet sprog at gøre det med.
  5. Det narrative selv (3-4 år): I denne alder er barnet så god til sprog, at det kan fortælle historier om dets liv. Det kalder Stern for et narrativt selv(narrativ = fortælling). På den måde lærer barnet, hvordan det kan udtrykke sig selv bedre. Stern mener, at barnet også fortæller fantasihistorier om sig selv. Hvis disse fantasihistorier kommer for langt fra virkeligheden, kan der opstå psykiske forstyrrelser. Det er for eksempel, hvis et barn tror det har magiske evner, og tror at det er skyld i dårlige ting i verden.
John Bowlby var engelsk psykiater og psykoanalytiker. Han lavede sin tilknytningsteori i 1960’erne som en blanding af psykoanalyse og observationer af børn. Han var inspireret af Konrad Lorenz, som undersøgte dyrebørn. Tilknytning handler om, at barnet ”fastgør” sig følelsesmæssigt til forældrene. Formålet er ifølge Bowlby at sikre overlevelse (han var biologisk inspireret).
Bowlby mener, at barnet knyttes til moderen (der opstår tilknytning) i 3 faser:
  1. Før-tilknytning (0-2 mdr.): Barnet laver her tilknytingsadfærd (smil, gråd, klyngen) for at opnå kontakt med andre. Men de foretrækker ikke én voksen frem for andre endnu. For eksempel klynger barnet sig til alle mennesker, selv fremmede.
  2. Begyndende tilknytning (2-7 mdr.): Her begynder barnet at foretrække forældrene. Barnet lærer forældrene at kende, så det forventer bestemte reaktioner fra dem. Især i kommunikationen bliver det forvirret og ked af det, hvis forældrene ikke reagerer som normalt. For eksempel kan barnet blive ked af at se forældrene på film, fordi det ikke kan forstå, at forældrene ikke reagerer på barnets handlinger.
  3. Selektiv tilknytning (7-24 mdr.): Her retter barnet sig mod nogle enkelte personer (forældrene). Når de personer går, opstår der separationsangst, og barnet bliver bange og ked af det. De primære omsorgspersoner kan ikke længere skiftes ud.
  4. Hvis barnet opnår tilknytning på en god måde, vil det begynde at udvise udforskningsadfærd, hvor det undersøger verden. Det er meget vigtigt for barnet, men kræver, at det har en tilknytning til en sikker base i form af forældrene.

Tilknytningsmønstre

Psykologen Mary Ainsworth interesserede sig for individuelle forskelle i tilknytning. Hun undersøgte børn med fremmedsituationstesten. Hun fandt ud af, at der var nogle mønstre i de måder, børn var tilknyttede på. Det kaldte hun tilknytningstyper.

Fremmedsituationstesten:
  1. Barn og forælder kommer ind i et rum med legetøj.
  2. Forælder og barn er alene, og barnet udforsker lokalet.
  3. En fremmed kommer ind, taler med forælderen og går hen til barnet.
  4. Forælderen går ud, mens den fremmede er sammen med barnet.
  5. Forælderen kommer tilbage og beroliger barnet. Den fremmede går ud.
  6. Forælderen går ud. Barnet er alene.
  7. Den fremmede kommer ind igen.
  8. Forælderen kommer ind i lokalet og tager det op. Den fremmede går ud.
Ud fra børnenes adfærd opdelte Ainsworth dem i fire grundlæggende tilknytningstyper:
  1. Tryg tilknytningstype: Disse børn undersøger nysgerrigt rummet og har normal kontakt til den fremmede. De bliver kede af det, når forælderen går, men kan trøstes igen. 65 % af alle børn er trygt tilknyttede.
    • Forældrene er normalt lydhøre og sensitive overfor barnets behov.
  2. Utryg-undgående tilknytningstype: Disse børn bliver ikke ked af det, når forælderen forlader lokalet, og bliver ikke glad, når hun kommer tilbage. De ”holder igen” på sig selv. 20 % af alle børn er i denne kategori.
    • Forældrene er følelsesmæssigt lukkede og afviser barnet når det forsøger at
    • komme nær.
  3. Utryg-ængstelig tilknytningstype: Disse børn udforsker ikke rummet, men klynger sig til forælderen. De bliver meget kede af det, når forælderen forlader lokalet. Efter forælderen er kommet tilbage, græder de i lang tid og er svære at trøste. 10 % af alle børn falder i denne kategori.
    • Forældrene er ufølsomme på en uforudsigelig måde, så barnet ikke kan forvente reaktionen.
  4. Utryg-desorganiseret tilknytningstype: Disse børn har ofte været udsat for omsorgssvigt. Deres adfærd er meget uforudsigelig. De er ængstelige sammen med forælderen, men undgår forælderen, når vedkommende kommer tilbage efter at have været væk. Det er som om barnet ”straffer” forælderen. Det er fordi barnet både ønsker beskyttelse hos forælderen, men samtidig er bange for vedkommende (fx pga. omsorgssvigt). Kun 5 % af alle børn falder i denne kategori.
    • Forældrene er mangelfulde i deres omsorg for barnet, og mange af dem er tidligere traumatiserede.

Goffman

Goffman Erving Goffman (1922-1982), en Canadisk-Amerikansk sociolog og socialpsykolog. Professor ved University of California, Berkeley o...