Anerkendelde relationer

Axel Honneth og de tre sfærer (1. teori)
Den tyske socialfilosof Axel Honneth ser anerkendelse som en grundlæggende betingelse for menneskets identitetsdannelse. Han inddeler anerkendelse, og forståelse heraf, i tre sfærer; Den private sfære, Den retslige sfære og Den solidariske sfære.

I den private sfære oplever man anerkendelse fra familie, venner, kærester og andre der er tæt på en. Her ligger kærlighed og tillid til grund for anerkendelsen af individet og det er også i denne sfære at man opbygger selvtillid og selvstændighed. Hvis man ikke oplever anerkendelse og kærlighed i privatsfæren bliver man underkendt. Det kunne eksempelvis være hvis man blev omsorgssvigtet, mishandlet eller lignende. Det påvirker individets udvikling af selvtillid i en negativ retning og det er det Honneth kalder for den psykiske død.

I den retslige sfære handler det om anerkendelse gennem loven. Altså om man oplever anerkendelse gennem de rettigheder som er gældende ifølge loven. I denne sfære bliver en selvrespekt opbygget. Grupper i samfundet som bliver krænket i den retslige sfære, er eks. demente som bliver frataget deres bemyndigelse, hjemløse som ikke må stemme, asylansøgere, transkønnede og mange flere. Når et individ bliver udelukket fra basale rettigheder, mister det kognitiv respekt og det kalder Honneth for den sociale død.
I den solidariske sfære snakker Honneth om anerkendelse i fællesskaber. Det kan for eksempel være kulturelle, politiske eller arbejdsmæssige fællesskaber. I de fællesskaber handler det om anerkendelse af individets tilstedeværelse og bidrag til fællesskabet og gennem det vil man opbygge sit selvværd. Krænkelse og underkendelse i den solidariske sfære kan opstå i kamp om sociale positioner hvor individet kan blive udsat for eksklusion eller blive degraderet i det sociale fællesskaber. Det kan føre til at individet mister sit selvværd og man blive marginaliseret, som er det begreb Honneth bruger.

Voksnes definitionsmagt i deres relation med børn - Berit Baes Teori med udgangspunkt i Anne Lise Schibbyes dialektiske relationsteori (2. teori)

I artiklen “Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse”, som er skrevet af Berit Bae, tager udgangspunkt i relationer i børnehave og skole, mellem voksen og børn. Artiklen kommer meget ind på børns selvoplevelse og selvudvikling som påvirker barnet i forhold til erfaringer fra samspillet. Berit Bae mener at anerkendende relationer bygger på ligeværd og forudsætter, at man opfatter sig selv om mindre værd i relationen. Dog er den voksen i forhold til barnet i en overlegen position, når det drejer sig om oplevelsen af sig selv, hvorimod at den voksne hjælper barnet til at skabe sig selv.
Berit Bae mener at man kan fremme barnet selvstændighed og tro på sig selv, ved at den voksne kan sætte ord på barnets oplevelser og handlinger. Dog mener hun også at i nogle gange, det kan nedsætte barnets selvrespekt. Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke bruger sin position som voksen til at misbruge det i forhold til relationen.

Man skal som pædagog prøve og forstå hvor man skal begribe barnet, i forhold til hvor barnet befinder sig rent oplevelsesmæssigt. Hvis eller når man har opnået dette, skal pædagogen give barnet bekræftelse, dog skal man ikke sammenligne det med ros, man kunne i stedet give barnet accept eller forståelse som skal formidles nonverbalt. Som pædagog skal man også være åben og lade barnet slippe kontrollen både i samtale og leg i en anerkendende relation.  

Hvordan kan man forstå de to teorier sammen? (ligheder/forskelle)
De to teorier er begge enige om at anerkendelse er en nødvendighed forudsætning for barnets udvikling. Desuden trækker begge teorier også på at der skal være ligeværd mellem parterne. Begge teorier er også enige om at mennesker er afhængige af hinanden for at opnå anerkendelse.  Men forskellen ligger i at Honneth går lidt mere firkantet til værks og beskriver anerkendelse ud fra de tre sfærer hvorimod Bae og dermed Schibbye ser det hele som en stor værdi der er det samme i alle situationer.

Anerkendelse generelt i praksis? Hvor i ligger den pædagogiske udfordring, når der arbejdes med anerkendelse? (Den pædagogiske udfordring)

Den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – selvfølgelig anerkendende relationer. Og når vi indgår i disse relationer, er der fem elementer, der skal være til stede:

1. Forståelse og indlevelse
2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
3. Bekræftelse
4. Åbenhed
5. Selvrefleksion og afgrænsning

Det betyder ultrakort fortalt, at vi, for at kunne være anerkendende, skal kunne sætte os i den andens sted for en stund. Vi skal kunne skifte perspektiv og opleve, hvorfra den anden taler til os. Og den måde vi taler sammen på og er sammen på, skal altså rumme vores indbyrdes forskelligheder. Vi skal kunne anerkende hinanden og være åbne overfor, at vi kan have to forskellige udgangspunkter og opfattelser. Sidste punkt om selvrefleksion og afgrænsning stiller krav til, at vi selv tager ansvar for os selv (og for at relationen er god og tryg) – og for at vi ”bliver på vores egen banehalvdel”, samt at vi er i stand til at lære af og reflektere over os selv i relationen.

Når det kommer til anerkendelse i pædagogisk praksis kan man opleve forskellige dilemmaer.

Til hver af de 3 sfærer svarer således en række krænkelsesformer, hvor anerkendelsen bliver til nedværdigelse, fornærmelse, ydmygelse, foragt, usynliggørelse, at blive overset o.l., og hvor oplevelsen af den manglende anerkendelse er af både fysisk, psykisk og social karakter.

Til sfæren for kærlighed og familie svarer således krænkelsesformer som tortur, voldtægt, fysisk misbrug, og disse former resulterer alle i en form for manglende fysisk integritet.

Til sfæren for det retslige område ses som krænkelsesform, at man udelukkes fra bestemte rettigheder, og hermed siges det indirekte, at man ikke regner med personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne.

Den solidariske sfære rummer også muligheder for krænkelsesformer. Her handler det om social status, hvor det handler om en evaluativ degradering af den selvvirkeliggørelse, som optimalt skulle kunne finde sted i denne sfære. Det betyder tab af personlig selvværdsættelse og krænkelse.

vi ses.

Kilder:

Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse” af Berit Bae

"Axel Honneth og en teori om anerkendelse" Af Britta Nørgaard

Anerkendelse i et samfundsperspektiv i "pædagogikbogen grundfaglige perspektiver i pædagog uddannelsen" af Noona Elisabeth Jensen

Medie og digital kultur

Digital dannelsen

Vores kultur er blevet medialiseret og dermed indgår digitale medier som en del af vores sociale og kulturelle liv. På den måde er det også blevet en vigtig del af børns udvikling og opvækst. Digitaldannelse handler både om hvordan man lærer at geberde sig på nettet, men også om hvordan digitale medier er med til at forme ens identitet. Derfor er det også vigtigt at vi som voksne og pædagoger sætter os ind i denne digitale verden, hjælper, guider og støtter børnene i deres digitale dannelse. Her spiller samarbejdet mellem institution og forældre også en stor rolle. Ifølge Nyboe er det nødvendigt at vi gør op med de måder at lære på vi hidtil har benyttet os af for at gøre plads til digitalisering. Hun mener desuden at den digitale dannelse også handler om at begrænse brugen af digitale medier for at skabe mere tilstedeværelse og nærvær hos børnene.

Som pædagog er det vigtigt at man gør en indsats, for at give barnet nogle redskaber, der kan støtte og vejlede barnet i at bruge på nettet. Det er samtidig også vigtigt, at sørge for at sikre den kreative anvendelse af medier og internettet. En del af den digitale dannelse, handler også om sikkerhed på nettet og derfor må vi som pædagoger også videregive information om netop.

Digitale kompetencer

I det samfund vi lever i er det vigtigt at vi som mennesker har tillært os en række digitale færdigheder. Dette er blevet vigtigt fordi det er sket en udvidet bevidsthed om at lære og dannelse, medier skal afspejle de medier der er til rådighed i samfundet, som fx tv, film og internet. Der er forskellige ting man skulle kunne være i stand til for at kunne kalde sig kompetent inden for emnet. Fx:

Basale færdigheder: At være i stand til at bruge en computer.

Navigere: At være i stand til at orientere sig på nettet.

Klassificere: At kunne inddele information i skemaer og genrer.

Evaluere: At kunne evaluere info og være kritisk.

Kommunikere: At kunne udtrykke sig og kommunikere på nettet.

Samarbejde: At være i stand til at tage det i gruppe organiserede arrangementer på nettet.

Disse færdigheder skaber forudsætningen for social og individuel handlen i medierne. Mennesker er psykologisk sociale væsner, så en kompetencer der skaber mere social velstand er væsentlig. Det er vigtig for den enkelte at have gode relationer til andre mennesker, om det så er familie, venner eller kollegaer. At være social på internettet er ikke nok med at være en stor social drift, men også en billet til kulturel deltagelse.

I pædagogikken er det vigtigt at inddrage medierne, da det er blevet så stor en del af vores kultur. Det er derfor vigtigt, at vores børn og unge tilegner sig en del digitale kompetencer, så de kan geberde sig i medierne. For at kunne gøre dette, skal de nuværende pædagoger være omstillingsparate og være villige til at orientere sig, i forhold til den globaliserede mediekultur og i relationer, derved at ændre sin praksis og introducere medierne i dagligdagen.

Mediekulturelle tilgange

I form af den teknologiske udvikling, og den voksende digitalisering, har det skabt en udfordring i forhold til hvordan vi skal anvende det i en pædagogisk praksis. Medierne og sociale medier, er blevet en stor del af hverdagen, og den tid vi lever i, og de er dermed også svære at undgå. Fx. i form af tablets og smartphones, der stort set kan det samme som en computer, og som er tilgængelige til brug døgnet rundt.

“Vi lever i en digital tid, hvor medierne har skabt nye udfoldelsesmuligheder, men vi har også givet voksne - forældre, lærere og pædagoger - nye udfordringer, med hensyn til opdragelse og skabelsen af meningsfulde læreprocesser.” - Lotte Nyboe (Pædagogik i en digital tid)

Som pædagog må vi dermed følge tiden, og være klar over hvordan vi skal udnytte de nye digitale muligheder bedst muligt i tilgangen til et barn, eller med en borger. Som pædagog må vi se på hvordan vi bedst muligt implementerer den digitale verden til det pædagogiske arbejde. Denne udvikling, kan potentielt være med til at forandre det pædagogiske arbejde betydeligt.

Modstand mod forandring

Det er normalt at når mennesker bliver præsenteret for noget nyt og der sker en forandring bliver folk skepsis (Scharmer 2010). Derfor skal man, når man præsenterer noget nyt, huske og præsenteret det, samt man skal forholde sig til det og italesætte de faktorer der spiller ind.

Faktorer der spiller ind, når man møder modstand, af digitalisering og digitale løsninger i eksempelvis pædagogisk praksis:

C, Otto Scharmer mener at der indgår forskellige aktører i hele modstand processen, åbent sind, åbent hjerte og åben vilje(Scharmer 2010). Scharmer mener at disse tre faktorer skal indgå i processen uden, at det skal have betydning for kulturelle forbehold, tro og mentale, for processens kvalitet og succes. Scharmer prøver og inddele skepsis i tre indre stemmer:

• Voice of Judgement (den dømmende stemme)
• Voice of Cynicism (den kyniske stemme)
• Voice of Fear (Frygtens stemme)

Voice of Judgement - også kaldt “den dømmende stemme”. Eksempelvis, i forhold til implementering af tablets, kan denne stemme komme til udtryk ved:
“Det virker helt sikke ikke alligevel..”
“Borgerne gider alligevel ikke bruge App´en..”
“Det er bare endnu et tiltag for at få os til at løbe hurtigere”
“Det er bare en dille - det går helt sikkert over igen..”

Voice of Cynicism - også kaldt “den kyniske stemme”. Her skal det mere tænkes som stemmer, der kan komme i spil eksempelvis:

“Hvad får jeg ud af det?“
“Hvorfor skal jeg nu også til at lære det?”
“Er det en del af mit arbejde?”
“Hvilke arbejdsopgaver skal jeg så ikke lave?”

Voice of Fear -  også kaldt for “frygtens stemme. Her kommer usikkerhed og utilstrækkelighed til udtryk. eksempler på dette kunne være;

“Hvad betyder det for mit arbejde?”
“Ændre det min hverdag?”
“Bliver borgerne nu mere besværlige?”
“Kan vi overhovedet håndtere, at borgerne får flere kommunikationsmuligheder?”

”Når modstand bliver til medløb i implementeringsprocessen” (s. 31-35) i ”Implementering af Tablets som supplement og alternativ kommunikation” af Lisbet Nielsen og Thomas Waring Stubben, SL´s vidensbank, 2017

Hvorfor anvende medier i den pædagogiske praksis?

Der er flere gode grunde til at anvende og implementere de digitale medier i pædagogisk praksis (digitalpædagogisk praksis). Der er en konstant forandring i institutionerne, og for at kunne følge med, er man forårsaget til at tænke pædagogisk praksis på en nyere og mere nutidig måde.

Ved f.eks. brugen af et interaktivt redskab, bliver børnenes leg ikke afbrudt, ved at pædagogen skal gå fra til andre opgaver. På denne måde bliver der mere tid til omsorg og reelt pædagogisk arbejde, ved at udnytte de muligheder og potentialer, mediet har.

Det digital medie kan også bruges til at mindske distancen mellem yngre og ældre børn. Ved at implementere et digitalt medie, kunne måske føre til nye relationer på tværs af allerede eksisterende grupper. Dette kan gøres ved f.eks. at børnene skal lære spil eller apps fra sig, og forklare hvordan de virker til hinanden. De kan også formidle deres viden videre til pædagogerne, så de også kan sætte sig ind i  hvordan f.eks et spil fungere og skal forstås.

Det er vigtigt at debattere, diskutere og reflektere over hvilke ændringer medierne vil medbringe og hvilke tilpasninger der kræves i den pædagogiske praksis, der allerede eksistere, når vi vælger at implementere en digitalpædagogisk praksis også.

Inden for specialpædagogikken er de digitale medier også et meget godt og nyttigt redskab. Et redskab som har været kendt i længere tid (dog ikke digitalt til at starte med). Vi har alle hørt om syntese maskine. ( Den første akustiske talemaskine blev udviklet hen imod 1790 af den østrigske opfinder og fysiolog Wolfgang von Kempelen (1734-1804) efter inspiration fra bl.a. blæseinstrumenter). I dag kan det f.eks. være en app eller et program til en computer, eller en tablet, der kan gøre kommunikation mellem pædagog og borger nemmere, hvis vi f.eks snakker supplerende og alternativ kommunikation.Ved hjælp af disse hjælpemidler vil borgeren få større selvbestemmelse og indgå i interaktion med omverden, og derved kunne agere i sociale arenaer i et større omfang. Dette vil få borgeren tættere på en følelse af autonomitet.

Her er det dog også vigtigt at der bliver debattere, diskutere og reflektere personalet imellem, da det er meget afhængigt af den enkelte borgers kognitive kunnen.

Der findes helt sikkert et helt hav af digitale redskaber derude, som kan hjælpe pædagogen i sine daglige gøremål, her var et par eksempler på hvorfor vi skal bruge medierne i vores kommende arbejde som pædagog.

kh. 5A.

Maturanas begrebsverden

Hvem er Maturana?

Humberto Maturana er født 14. september 1928 i Santiago de chile, Chile og er biolog og filosof, uddannet fra Harvard University.

Maturana har dannet sig en begrebsverden som omhandler hvordan vi danner os vide, hvordan vi organiserer os og hvordan vi kommunikerer med hinanden.

Autopoiese - Den selvrefererende organisme  

Maturana mener at, vi mennesker er autopoietiske, altså selvrefererende. Med det mener han at vores forståelse af verden altid er ud fra vores egen unikke genetiske konstruktion. Vi oplever en masse udefrakommende påvirkninger som vi tager ind og behandler. Ud fra det danner vi vores forståelse af verden. Det betyder altså at vi aldrig vil erkende den verden, der er udenfor os selv fuldt ud. Vores indre oplevelse af verden forstyrres hele tiden af udefrakommende påvirkninger. De påvirkning tager vi ind og kobler på vores allerede dannede “modeller”, altså vores forståelse af verdenen. Denne teori kan være med til at forklare måden hvorpå, vi mennesker kommunikerer med hinanden, og kan komme til at misforstå hinanden, fordi vi snakker ud fra den overbevisning at vores forståelse af verdenen er den objektive sandhed.

I praksis kan vi som pædagog arbejde med hvordan vi taler til, og med barnet/borgeren. I stedet for gå ud fra at vores egen forståelse af situationen, skal vi spørge ind til barnets/borgerens forståelse af situationen. “Hvordan kan det være at du snyder foran i køen?” “Hvordan tror du at Emil har det når du slår?” “Hvis jeg har forstået dig rigtigt, så er det du siger at… ”.

På den måde accepterer vi at vi alle har forskellige forståelser af verdenen, og dermed også forskellige forståelser af de situationer vi befinder os i. Ud fra det kan man skabe en fælles forståelse af en given situation.

Objektiviteten i parentes

Ifølge Maturana er vores virkelighedsopfattelse subjektiv, og den er dermed afhængig af vores egen opfattelse af os selv. Man har dermed som menneske sin egen subjektivitet.

I hans teori, taler han om, at sætte sin egen objektivitet i parentes, altså at man må sætte sin egen virkelighedsforståelse i parentes, for at kunne forstå andre, dette er nødvendigt for at opnå en mere respektfuld kommunikation og opnå en større forståelse.

Ifølge Maturana må vi antage, at der findes lige så mange virkeligheder, som der findes mennesker, der er dermed ikke nogen der forstår verden ens, men vi forstår den ud fra antagelser, som vi har med os, fra tidligere erfaringer og erfaringer. Vi må derfor i vores arbejde som pædagoger huske at sætte vores egen objetivitet i parentes i mødet med andre, da dette hjælper os til at få en forståelse for en andens situation. Det hjælper os, med at se at der findes flere forskellige virkeligheder. Vi kan dog ikke helt lægge vores egen virkelighedsopfattelse fra os, men vi kan tage en andens brille uden på vores egen.

For os som individer er vores egen objektivitet det sande, og det rigtige og virkelige. På trods af at vi har forskellige virkelighedsopfattelser, formår vi stadig at omgås hinanden, så længe at man er bevidst om, at ens oplevelse af verden er forskellig.

Domæneteorien

Maturana fortæller gennem hans domæneteori hvordan vi skaber mening med sprog og kontekst og hvordan menings og betydningsdannelse som fx læring opstår og gives i form af domænerne Maturana mener at vi kommunikerer forskelligt alt afhængig af hvilket domæne vi befinder os i. Domænerne giver os mulighed for både teoretisk og praktisk bedre at forstå vores meget sammensatte og komplekse virkelighed. Maturana bruger tre domæner til dette, disse domæner bruges altid på samme tid i enhver kontekst.

Æstetikkens domæne:

I æstetikkens domæne spiller kultur, religion og social baggrund en vigtig rolle. De bekendtskaber der har haft effekt på vores personlighed former dermed vores æstetiske domæne. Det er dette vi omtaler som vores værdier, holdninger, etik og moral. Det er ofte når vi kommunikerer medmenneskeligt at vi befinder os i æstetikkens domæne. Ud fra hvordan de kommunikerer i dette domæne kan man analysere motiver for menneskers handlinger. Hvis man fokusere på en bestemt situation med “æstetiske briller” på, kan man undersøge hvilke forhold der har påvirket menneskets handlinger. Derved skaber man en dybere forståelse af menneskets personlighed.

Forklaringens domæne:

Dette domæne karakteriseres ved en stor forskellighed i meninger, opfattelser og forklaringer. I dette domæne lærer man af egne og andres erfaringer, handlinger og holdninger. Man kan skabe fornyelse og forandring, og muliggøre refleksion over egne og andres synspunkter, holdninger og værdier.

Produktionens domæne:

Det er i dette domæne de praktiske handlinger foregår. Det er dette domæne der bruges meget i hverdagen. Det er i dette domæne vi handler pr. automatik og ikke tænker over de handlinger vi foretager os. I dette domæne findes der rigtig og forkert og kun én sandhed.  Produktionens domæne er karakteriseret ved årsags-virkningstænkning. Man søger klarhed og entydighed, og leder efter den eneste rigtige version, leder efter skyld og betragter virkeligheden som objektiv - en lineære forståelse.

Virkelighedsbegrebet

Ifølge Maturana bør enhver virkelighedsbeskrivelse antages som sand. Det skal forstås således at det er sand for alle der tilslutter sig den beskrivelse. Hvis man laver sig en anden virkelighedsbeskrivelse, er denne nødvendigvis ikke sand, men sandt for os begge hvis vi tilslutter os den samme beskrivelse.

“Virkeligheden bliver det vores nervesystem skiller ud. Det betyder, at virkeligheden dannes i den enkelte biologiske enhed. Der er altså lige så mange virkeligheder, som der er biologiske enheder.

Virkeligheden er således ikke noget, de er, men noget der konstrueres og opleves af den enkelte”.

Når man ser på det ovenstående billede, kan alle på nær de blinde mænd på billedet se, at det er en elefant. Dette fortæller noget omkring, hvordan alle kan se forskelligt på elefanten, da nogle af dem tror det er en hval eller slange. Selv om de blinde mænd oplever det på en anden måde, er det virkelighed for dem, for det er det, som de oplever. Maturana siger;

“Der er ikke en sandhed, der er et rigtigt svar”

Univers til multi-vers

Det er med udgangspunkt i virkelighedsbegrebet at multi-vers og uni-vers begreberne dannes. Da vi lever i en verden med mange virkeligheder. Vi har alle hver vores virkelighed og opfattelse af verden, det sker på baggrund af de situationer og for-forståelser vi har.
Hvis man har en situation, som man fortæller til andre, er det tolkninger, da det kun er virkelighed for den person, som oplever situationen, og ikke for dem, som får fortalt situationen. Med dette mener Maturana at,

“virkeligheden afhænger af iagttageren”,

og ikke objektivt eller endegyldigt, at vi kan bedømme noget derefter. Dog kan vi have brug for at, der er noget som skal være objektivt sandt, derfor mener Maturana, at der er nødt til at ske en forhandling;

“..det er kun for de, der har været med til at forhandle sig frem til ´objektive´, at der er objektivt”.

Dermed sætte Maturana objektiviteten i parentes. Han siger at, hvis noget skal være objektivitet for andre, bliver man nødt til at accepterer resulatet af de forhandlinger andre har foretaget. Med dette mener Maturana, at man går fra univer til multi-vers.

Kilder:

• Hornstrup, C & Storch, J. (2001) Samtalernes teoretiske bagland - Systemteorien
• Loerh-Petersen, J & Gjenhedal Madsen, J. (2004) MacMann. Introduktion til Humberto Maturanas ́ begrebsverden

Køn og identitet

Køn og identitet

Vi har valgt at skrive køn og identitet, som er et meget stort emne, og der er rigtig mange ting man kan komme ind på. Vi har valgt kun lige at røre overfladen af emnet.

I det samfund vi lever i, er køn delt op i drenge og piger. Dog er der kommet mere fokus på emnet, i forhold til hvad det var engang. Engang sad kvinder og mænd i hver sin side i kirken, og der var kun drenge og pige toiletter. Dengang var der et meget meget mere kønsstereotypt syn på tingene. I dag er man mere large med det, der er blandt andet kommet unisex toiletter, som både alle kan bruge, der er flere der ikke tænker over de forskellige farver til bestemte køn og legetøj til bestemte køn. Men alligevel bliver kønnene stadig delt for meget op, vi mener at man går for meget op i af dele kønnene op i diverse institutioner. Man laver “bilrum” til drengene og “dukkerum” til pigerne. Det ses ofte at drenge som leger med legetøj, som anses for at være ment til piger, bliver set ned på, og vejledt til at lege med noget andet, mere “passende” legetøj og omvendt. Barnet bliver derved undertrykt, da barnet ikke føler sig anerkendt i deres egen identitet.

I dagens Danmark ser man oftest kønnet med det biologiske kønssyn, som handler om at se på mennesker, som det køn de viser fysiske tegn på (altså om de har mandlige eller kvindelige kønssyn.) Man mener at det mentale køn er der fra fødslen af, og ikke kan ændres gennem livet. Derfor støttes børnene i det, som man mener drenge og piger skal kunne. Vi mener at det vil være en bedre ide, hvis man prøvede at kigge på kønnene med det konstruktivistiske kønssyn. Det handler om at, man kigger på børnene som individer, og at man udfra hvad de viser af interesser, støtter dem i dette.